Af Katarina Ammitzbøll

Der skal tænkes ud af boksen. Kampene i Syrien, Ruslands indtog i Ukraine, Boko Haram i Vestafrika, IS og terroren i København er netop de varsler, som skulle sætte en opprioritering af sikkerhedspolitiske opgaver i gang.
Siden begyndelsen af 1990-erne, hvor Warszawapagten blev opløst, og Sovjetunionen ophørte med at eksistere, har vi i Danmark forsikret hinanden om, at vi roligt kunne ændre og skære ned på forsvaret.

Der var i hvert fald ikke foreløbig brug for store, tungt udrustede styrker, der ville kunne klare sig i en konventionel, måske endda atomar, krig. Vi ville kunne nøjes med små, slagkraftige styrker, der kunne sendes ud til verdens brændpunkter og give en hjælpende hånd til FN-godkendte koalitioner, der tog sig af dårligt udrustede, fejlslagne stater, stammekrigere, terrorister og pirater.
Skulle det utænkelige ske, at en fjendtligt indstillet, militær stormagt dukkede op i horisonten, ville vi i hvert fald få et varsel på 10 år til at forberede os på at imødegå en trussel fra den kant.

Vi har derfor nedlagt mobiliseringshæren, afskaffet artilleri, luftværn og ubåde og taler endnu i dag om at nedskære det planlagte antal af kampfly, som lige nu gør stor gavn i krigen i Syrien.

En specialist i international krisestyring og en gammel soldat må spørge sig selv, om de ansvarlige politikere ikke har opdaget, hvad der sker ude i verden, og hvorfor de relevante embedsmænd ikke har skreget vagt i gevær. For vi har jo fået det varsel, som vi gang på gang har påpeget, vil give os 10 års reaktionstid.

Det fik vi vel egentlig allerede i 2008, da Rusland tog sig af Georgien, men hvis det ikke var nok, så fik vi det i hvert fald i 2014, da Rusland annekterede Krim.
Vi tror ikke, at det var varsler om, at Rusland planlægger at angribe os. Men Estland, Letland og Litauen kunne komme for tur, når Rusland har fået sin vilje med Ukraine.

Estland og Letland har store russiske mindretal, Litauen spærrer for adgangen over land til Kaliningrad, og vi har ved at optage disse lande i Nato forpligtet os til at støtte dem i tilfælde af en aggression.
Med Rusland som aggressor forslår den planlagte udrykningsstyrke og nogle kampfly som en skrædder i helvede. Der skal styrker, som vi havde dem under Den Kolde Krig, til for at afskrække Rusland fra at pille ved de baltiske stater. Sådanne styrker burde Nato og herunder vi senest være begyndt at genopstille sidste år.

Situationen har siden 1990-erne ændret sig, der er nye og andre slags trusler mod vores sikkerhed. Derfor er det nødvendigt, at vi foretager ændringer på det sikkerhedspolitiske område for på bedste vis at kunne støtte vores samarbejde i Nato, forhindre terrorangreb og sende et kraftigt signal til Rusland om, at vi ikke har tænkt os at se til, mens der bliver ført krig i Europa.
Imidlertid burde vi måske ikke undre os, for det er jo tydeligt, at den sikkerhedspolitiske situation kun er grund til bekymring, når den er til gene for vores afsætningsmuligheder.

Danmark kan ikke tvinge de andre Nato-medlemmer, men regeringen kunne da i det mindste gøre noget selv.

Den kunne begynde med at sætte sig ind i situationen, og den nyligt overståede sikkerhedskonference i München var en glimrende lejlighed til det. Der behandlede man bl.a. spørgsmålet, om forsvar har nogen betydning for Europa, og situationen i Ukraine blev grundigt belyst.
Men ikke ét betydeligt dansk regeringsmedlem var til stede blandt regeringsledere fra det meste af vores del af verden. Var de på vinterferie?
Hvad enten de danske regeringsmedlemmer var på ferie eller havde andre gøremål, så gik de med deres fravær glip af væsentlige analyser af den sikkerhedspolitiske situation og ikke mindst af Ruslands diplomatiske dialog og fokus.
De gik også glip af indlægget og debatten, der behandlede spørgsmålet, om Vesten er ved at tabe krigen mod terrorismen, hvilket er mere aktuelt end nogensinde i Danmark.

Vi skal ikke kun have fokus på Rusland, men også de kampe som udkæmpes i Mellemøsten i øjeblikket. Hvor vi skal være med på forreste række til at bekæmpe terror og potentielle trusler mod det danske samfund.

Regeringsmedlemmernes fravær kan naturligvis skyldes, at de på grund af deres travle hverdag har skubbet konferencen i baggrunden og glemt den. Men så burde embedsmændene i deres ministerier have rusket dem op og gjort dem opmærksomme på, hvor vigtig konferencen var.
Hvis ministrene imidlertid har været mindre interesserede, kan det være for meget forlangt, at embedsmændene skulle have presset dem til deltagelse, for departementerne skal jo leve med deres ministre og opretholde et godt forhold til dem for at få den daglige administration til at virke.

Der må derfor være et strategisk og analytisk organ til at rådgive eller presse ministrene om nødvendigt.
Deltagelsen i den meget vigtige sikkerhedspolitiske konference i München er jo ikke det eneste, der på besynderlig vis synes nedprioriteret.
Danmark er blevet dygtig til at sende soldater af alle tre værn ud for at støtte FN og vores allierede, men det militære element er kun ét af de mange redskaber, der er til rådighed for sikkerhedspolitikken. Sikkerhedstrusler kommer ikke kun udefra, men kan også komme fra vores eget land, som vi tragisk netop har erfaret.

Der savnes derfor generelt en overordnet prioritering af de sikkerhedspolitiske opgaver, og man må efterlyse, hvor de strategiske overvejelser og analyser er forankret i statsapparatet.

Det er derfor vores forslag, at der overvejes oprettet en analytisk enhed på tværs af centraladministrationen til at tage sig af denne opgave. Overvejelserne kunne passende foregå i en ny forsvarskommission, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen i Berlingske 13/2 foreslog oprettet – med en bred definition af sikkerhed.

Forsvaret må styrkes for at stå mod Ruslands pres, Islamisk Stats fremgang, hertil kommer energiforsyning som geopolitisk sikkerhedsspørgsmål, og indsatsen skal sikres mod radikalisering af unge mennesker.

At regeringen nu endelig holder sit løfte fra 2011 om at nedsætte et terrorudvalg, der skal se på, om de nuværende virkemidler, som efterretningstjenesten har til rådighed, er effektive og gode nok, kan siges at være et lille skridt på vejen.
Et løfte de måske skulle have holdt nogle år i forvejen, men det vidner om, at det er tid til at tage truslerne mod vores land alvorligt. Men alt kan ikke fejes ind under overskriften terror.

Der skal tænkes ud af boksen. Kampene i Syrien, Ruslands indtog i Ukraine, Boko Haram i Vestafrika, IS og andre transnationale terrorgrupper, og terroren i København er netop de varsler, som skulle sætte en opprioritering af sikkerhedspolitiske opgaver i gang.
Så når vi allerede skulle være startet for et år siden, så er det langt fra for tidligt, at man overvejer vores forslag om oprettelse af en analytisk enhed af eksperter til at vurdere og rådgive om sikkerhedspolitiske udfordringer og opgaver på tværs af centraladministration.

Kronik bragt i Jyllands-Posten, den 27. Februar, 2015, i samarbejde med Kjeld Hillingsøe, pensioneret Generalløjtnant.